Ved første øjekast kan man tro, det er får man står over for – uldgrisen lever virkelig op til sit navn. Den har en tæt krøllet pels, og en buttet krop, præcis som et får. Men det er altså en gris. En særdeles velsmagende en af slagsen, endda. “Nogen kalder det svinekødets svar på Kobe-kød”, siger Maria fra Birthesminde i Vipperød, hvor hun og Kent blandt andet avler mangalitza. “Og jeg er enig – det er fantastisk velsmagende”.

Mangalitzaen blev fremavlet i østrig-ungarn i midten af 1800-tallet, som en krydsning af ungarske og serbiske tamsvin med vildsvin. Det er en forholdsvis langsomt voksende svinerace – det tager 16 måneder før den bliver stor nok til slagtning – og der er, set med moderne, fedtforskrækkede øjne, lidt for meget fedt på dyret. Derfor var det næsten gået i glemmebogen – men mangalitzaen er så småt begyndt at vende tilbage, og er især blevet populær hos os, der gerne vil spise lidt mindre, men meget bedre kød.

Kødet fra mangalitzaen er lidt mørkere end konventionelt svinekød – og smagen en anelse mere vildtagtig. Svinekød har, som kødet fra andre enkeltmavede dyr, den fantastiske egenskab, at smagen – og blandt andet også fedtsyresammensætningen – bliver påvirket af det, dyrene spiser. Og det kan mærkes på mangalitzaen, for grisene på Birthesminde lever godt. De går ude, de roder i jorden efter rødder og smådyr, og foderet består derudover bl.a. af frugt- og grøntrester fra nærliggende producenter og mask fra Herslev Bryghus. Altsammen økologisk selvfølgelig.

Og det bedste: Birthesminde har lige slagtet en mangalitza-gris, og har fersk kød med på markedet på Frederiksberg. Så kan du selv smage.