Grønthandleren anbefaler: babygrønt!

Grønthandleren anbefaler: babygrønt!

Sensommeren er en dejlig tid for grønthandlere – i hvert fald for dem, der tænker i sæson. Der er en overflod af farvestrålende og smagfyldte grøntsager – resten af året kan, i hvert fald for grønthandlere, der arbejder med sæsoner, godt være en lille smule domineret af det brune.

Mange af de grøntager, der er i sæson nu, er i virkeligheden ikke oprindeligt fra den gamle verden. De er kommet hertil i det, man kalder the columbian shift: den udveksling af råvarer, der fandt sted, i årene efter kolonialiseringen af Amerika.

Vi fik tomater, bønner, græskar, kartofler, jordbær og meget andet – de fik artiskokker, jordskokker, druer, heste og grise. Normalt er Det lille Grønttorv mere til de rustikke retter, men lige præcis nu er det sensommersæson for små, fine grøntsager, der egner sig fortrinligt til enkel tilberedning.

I denne uge kommer der fx en ny forsyning af de supersøde og sprøde babymajs fra Svanholm – og fra samme sted kommer en ny generation små pak choi, den milde kål, der stammer fra Asien.

Med de to tilsammen, kan du lave et dejligt tilbehør til grillet fisk – eller måske gris fra Birthesminde – hvis du altså tænker lidt asiatisk. Du skal bruge:

  • 500 gram blandet grønt (fx babymajs, mini-pak choi, forårsløg og squash)
  • 1 rød chili (som du må finde et andet sted)
  • 1 eller flere fed hvidløg
  • 1½ ss soyasauce
  • 2 ss sød chilisauce
  • Neutral olie til wokken (fx peanutolie eller solsikkeolie)

Start med at gøre grøntsagerne i stand. Pil bladene af majsen og fjern fnulleret, skil pak choi i blade,, skyl for evt. jord, og fjern stilk og blomst fra squashen. Skær det hele i mundrette stykker. Varm wokken godt op – det skal ryge fra olien, når du hælder den i.

Steg chili og hvidløg i et lille minut, tilsæt derefter de øvrige grøntsager, sojaen og chilisaucen og vend rundt i det, mens det steger 2-3 minutter til det er stegt, men stadig sprødt. Hvis du kan lide det, må du gerne drysse koriander over. Grønthandleren lover, at smag, sprødhed og velbefindende vil få dig til at vende ryggen til de kedelige blandinger, du kan købe på frost.