Ny på markedet: Landlyst Gårdbutik

Ny på markedet: Landlyst Gårdbutik

Landlyst fra Gilleleje er en helt ny stadeholder på Bondens Marked. Landlyst producerer svinekød af de to gamle svineracer, sortbroget landrace og hvid dansk landrace.

Den sortbrogede gris har mørkere kød end de svin, der i dag anvendes i svineproduktionen – og fedtet har en mere nøddeagtig smag. Den hvide landrace er kendt fra 70’erne, som “bacongrisen” – den har to ekstra ribben, men er i dag gået ud af produktionen, så der kun er 26 rene moderdyr tilbage i Danmark.

Begge er svineracer, der vokser langsomt – og derfor er de masser af smag. Carsten Holm fra Landlyst fremhæver den naturlige produktionsmetode: grisene går ude hele året rundt, der er hytter med halm, og fordi ingen grise har ring i næsen, kan de frit rode i jorden og supplere foderet ad den vej.

Grisene bliver ikke halekuperet og får ikke klippet tænderne ved fødslen – hangrisene bliver dog kastreret, men indgrebet sker under bedøvelse og foretages af en dyrlæge.

Smågrisene fravænnes naturligt når de er 10-12 uger gamle- og det er bl.a. med til at sikre, at grisene er 100 % medicinfri – de bliver ikke syge, fordi de lever sundt.

Grisene bliver slagtet hos Kødsnedkeren i Ørby for at undgå den lange transport. Kødsnedkeren fremstiller også pålæg og charcuteri.

Carsten Holm har været på kursus hos Copenhagen Food Space, som er et innovationshus, der hjælper små og mellemstore fødevarevirksomheder med innovation. Her har han fået ideen til at forarbejde kødet fra grisene til spiseklare produkter – og vi er glade for at kunne byde ham velkommen.

Carsten er på Bondens Marked både fredag den 2. og lørdag den 3. august, og her kan du smage hans frankfurtere, og købe både kød og pålæg fra ham, samt enkelte andre varer fra medlemmerne af Smag på Nordsjælland – et producentnetværk for fødevareproducenter i Nordsjælland.