Østerbro 16/5
Døjer du lidt med noget pest? Så er der selvfølgelig turen på landet og de smålumre historier at ty til. Vore dages krævende arbejdsliv tillader nok ikke, at du bliver på landet i de ti foreskrevne dage, men bliver du i byen, kan du finde et andet og nok så fornøjeligt remedie mod pest og andre tildragelser hos KysØko på Bondens Marked: Luthendrank, en krydret mjød fra Snoremark i Roskilde.
Mjød er en honningvin, der fremstilles ved at blande honning med vand vand og lade det gære. Her er der tale om en mjødvariant, kaldet cyser, hvor man i stedet for vand bruger æblemost.
Den færdige mjød smagssættes med krydderier, og hos Snoremark er det kardemomme, kanel, ingefær, muskatnød og rosenpeber, opskriften har inspiration fra Danmarks ældste kogebog fra 1616.
Luthendrank kan minde om gløgg, men har et dejligt snert af ingefær og rosenpeber, og kan nydes afkølet året rundt. Alkoholprocenten er 12, så medmindre du vælger at gå all in på profylaksen, skal den i køleskabet mellem glassene.
Og nu du har chancen: prøv med mjød til ost. Hos Bennys Ostebil kan du spørge efter en mild blåskimmelost, en fast gede- eller fåreost – eller prøv med en af de faste, gule ikke for krasse oste, gerne en af dem med krystalstruktur, fra Thise eller Nørup.
I denne uge skal du også hamstre olivenolie – Kransehuset holder pause og er først tilbage den 13. juni.


