Genåbning på Frederiksberg

Genåbning på Frederiksberg

Så sker det! Efter at have holdt pause siden midt i februar, er Bondens Marked tilbage på Frederiksberg. Fra næste fredag – altså den 12. juni – og frem til jul kan du hver fredag fra 14-18 fylde kurven med lokale og importerede lækkerier.

På det første marked kan du bl.a. møde Langebjerggård, som kommer med lammekød af den gamle, nordiske spælsau-race, Kransehuset, som importerer olivenolie og andre specialiteter fra Kreta, Det lille Grønttorv, som handler med økologisk og biodyanamisk grønt i restaurantkvalitet, du kan købe hollandske oste hos Nell’s Cheeses og købe vine fra både Frankrig og Sydafrika hos henholdsvis Champagne Avenue og PinotageShoppen.

Når du har handlet, kan du slukke kaffetørsten og lækkersulten hos Ærligt, som stiller vognen op og lover at have lækkerierne klar – hvad siger du fx til en croissant med navnet “double trouble” – og fyld af både mørk og hvid chokolade …

Du kan se mere om stadeholderne på kalenderen og ved at abonnere på nyhedsbrevet.

Vi er selvfølgelig opmærksomme på risikoen for smitte med corona-virussen og derfor følger vi myndighedernes råd – så der er afstand mellem stadeholderne, afstandsmærkning til kunderne, der er håndsprit, hvor det er aktuelt – og der er ingen “tag-selv-smagsprøver”.

Vi glæder os til at komme tilbage!