Sæson: Kålrabi med porre

Sæson: Kålrabi med porre

Ifølge Det lille Grønttorv er april den grusomste måned af alle. Vinterens lagre er ved at være tømt, og der er stadig en måned til de første grønne asparges dukker op og en ny sæson så småt kan begynde.

Grønkålen er for længst bukket under for frosten og i denne uge er det sidste gang, vi kan nyde godt af porrerne fra Birkemosegaard.

Derfor skal porrerne have god behandling. Det får de i denne ret, som egentlig stammer fra den engelske kok, Nigel Slater, som kalder den »bubble and swede«. Retten kan spises alene eller bruges som tilbehør, fx til en af de fine, røgede pølser fra Hindsholmgrisen og et stykke godt brød fra Svaneke Brød.

Til fire personer skal du bruge:

  • 1 kålrabi (á ca 500 gram)
  • 1-2 ikke for store porrer
  • 3 spsk smør
  • salt og peber

Skræl kålrabien og skær den i ikke for store tern. Rens porrerne under rindende vand og snit dem i skiver. Damp ternene – enten i en sigte over kogende vand eller i ovnen, indpakket i bagepapir.

Mens kålrabiternene damper møre – det tager en halv times tid – sauterer du stille og roligt porreskiverne i smør, uden at de tager for meget farve.

Mos kålrabiternene groft, og vend de nu bløde porrer i mosen sammen med smørret. Fyld det hele i et ildfast fad og giv det ti minutter i ovnen ved god varme, så retten får lidt skorpe uden at blive egentlig brændt.

Drik øl til og tænk på de lysere tider forude!