Sæson: Vegetarisk labskovs

Sæson: Vegetarisk labskovs

Skuespilleren Mogens Brandt, der har film som Det er ikke appelsiner – det er heste og Reptilicus på sit filmiske generalieblad, var, som nogen måske vil vide, i sin tid kendt for sit engagement i debatten om vores madkultur og en kendt gourmet.

Han var medstifter af Det Danske Gastronomiske Akademi, madskribent på Politiken og udgav i begyndelsen af 1960′erne tre causerende kogebøger: Det gode Bord, Køkkenglæder, og Man tager et Sølvfad.

Det er i Det gode Bord fra 1964, vi har hentet opskriften, som forfatteren selv introducerer således:

»Hvis det en dag skal gå lidt nemt, og De alligevel vil have det lidt rart til middag, så har jeg en anden opskrift på “pølsetilbehør”, der er helt i topklasse. Den hedder sågu’ “vegetarisk labskovs”, men det skal De ikke være ked af, den er god nok«

Opskriften er en grundopskrift, og Brandt foreslår, at man serverer labskovsen til gode pølser. Den er, som han siger, god nok, og helt perfekt til en lidt råkold novemberaften, hvor man skal have noget rart i en fart:

  • 2 store løg
  • 3 store gulerødder
  • 10 kartofler
  • 4 porrer
  • Smør
  • 1 bdt timian
  • salt, peber

Løgene skæres i skiver, gulerødder og kartofler i tern, og porrerne i tykke skiver. Smelt smørret i en bred gryde (eller sauterepande) og lad løgene blive gyldne. Tilsæt kartofler og gulerødder, krydr med salt, peber og godt med timian, og hæld så meget vand over, at grøntsagerne knap og nap er dækkede.

Læg låg på og lad det snurre 15-20 minutter, tilsæt derefter de skiveskårne porrer og giv det nok et kvarters tid. Serveres med pølser, sennep og en kold øl.

Det er en grundopskrift, og den kan selvfølgelig varieres i det uendelige. Det lille Grønttorv foreslår, at man supplerer med spidskål eller savoykål i strimler − eller at man skruer ned for porrerne og op for fennikelen, erstatter timian med dild eller fennikeltop, som tilsættes til allersidst, monterer væden med lidt smør og serverer frikasseen til fisk.



Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *